Generelle Retningslinjer

Velkommen som medlem/svømmer i Lystrup Svømmehal

Lystrup Svømnings bestyrelse og instruktører byder dig og/eller dit barn hjertelig velkommen som medlem eller gæst i svømmehallen. Vi håber, at du/I får en masse gode, sjove og lærerige oplevelser i bassinet.
For os er det vigtigt, at såvel hygiejne, sikkerheds og etiske retningslinjer overholdes både i omklædnings- som i svømmehalsområdet. Det beder vi dig læse nedenstående punkter igennem, da det vil give dig en bedre forståelse for miljøet og kulturen i svømmehallen.

Vi ønsker dig/jer rigtig god fornøjelse i bassinet!

Med venlig hilsen
Lystrup Svømning - Bestyrelse og Instruktører

Afvaskning / hygiejne

Alle svømmere skal vaske sig grundigt, med sæbe og uden badetøj, inden benyttelse af svømmehallen. Af hensyn til hygiejne, bedes langt hår være sat op eller under en badehætte. Smykker og sminke skal du tage af inden svømning. Vi appellerer til brug af badedragt og badebukser/ badeshorts, og kan bortvise svømmere i tøj og undertøj, såfremt det skønnes at tøjet belaster vandkvaliteten og hygiejneforholdene. I bedes læse vores særskilte hygiejne- og sikkerhedsfolder.

Ophold i omklædningsrum

Du må først benytte omklædningsrummet 15 minutter før, at din svømmeundervisning starter. Således skabes de bedst mulige forhold til omklædning samt rengøring af omklædningsrummene. Lystrup Svømning giver dig i særlige tilfælde mulighed for at låne et par blå overtrækssko. Vi ser dog helst, at du som forælder færdes uden sko eller i badesandaler i svømmehallen, da sand og skidt fra dine sko nemt trænger igennem de blå plastik futter.

Vigtigste sikkerhedsregler

Det er ikke tilladt at løbe, råbe, gå med svømmefødder på kanten, tygge tyggegummi og benytte snorkel i svømmehallen. Saunaen benyttes på eget ansvar. Børn skal sidde stille i saunaen og må ikke opholde sig alene derinde i længere tid ad gangen. Egne opdriftsmidler (baderinge, bælter og badevinger) må ikke medbringes i svømmehallen. Vi henviser til brug af svømmehallens egne opdriftsmidler, som vi er sikre på, er godkendt til brug i offentlige bassiner.

Fotografering

Det er kun tilladt at tage billeder i svømmehallen efter aftale med instruktøren og kun af sit eget barn (der henvises til skiltning i omklædningsrummene og på balkon). Derudover er det ikke tilladt at offentliggøre billeder uden tilladelse fra personerne på billedet.

Mistet svømmekort/nøgle

Svømmekort skal medbringes hver gang, du skal til svømning. Svømmekortet afleveres i billetkontoret og fungerer som depositum for en nøgle til et skab i omklædningsrummet. Hvis du mister dit medlemskort, skal du selv genudskrive kortet.

Erstatning af mistet nøgle eller polet til skabet koster:

Mistet skabsnøgle: 200 kr. Mistet mønt til skab: 10 kr.

Spørgsmål

Vi ønsker en åben dialog med medlemmer og forældre, hvorfor vi beder jer at henvende jer til os, hvis I har tvivlspørgsmål eller behov for dette. I første omgang bedes du tage kontakt til instruktøren på det pågældende hold. Dette gælder for alle svømmehold, og på børneholdene er det altid bedst at henvende sig under børnenes frisvømning sidst i svømmetimen. Instruktøren kan herefter vurdere, om spørgsmålet kan besvares på stedet, eller om du eller instruktøren skal kontakte bestyrelsen for svar.

Ophold i sauna

Vi gør opmærksom på, at du ikke bør opholde dig mere end 20 minutter i saunaen ad gangen. Vi beder dig tage hensyn i saunaen, hvorfor stærkt lugtende cremer og salte ikke må benyttes. Der må ligeledes ikke hældes vand på ovnen i saunaen.

Du kan forvente af svømmeafdelingen

Glade, motiverede, velforberedte, uddannede og interesserede instruktører og hjælpeinstruktører, der alle brænder for svømning samt at lære fra sig.

Planlagt undervisning samt en stræben efter at skabe faste trygge rammer for både børn og voksne.

Der er en fast instruktør og hjælpeinstruktør tilknyttet holdet samt en hjælpetræner i vandet på følgende børnehold: Rejer, delfiner, piratfisk, søstjerner og blæksprutter, så længe der er behov for det.

Svømmeafdelingen lægger vægt på dialog og åbenhed, så du kan altid henvende dig til en fra bestyrelsen, når du har gode idéer, konstruktiv kritik, brug for dialog eller har brug for oplysninger. Du finder vores kontaktoplysninger i sæsonfolderen, ved infotavlen eller på vores hjemmeside.

Vi udvikler hvert år på vores svømmetilbud til både børn og voksne og derfor er vores sæson altid forsøgt tilpasset til de ønsker og behov, som vi kan se er relevante at tilbyde i svømmeafdelingen.

Cafémiljø og klubhus

Du har fra svømmehallens balkon adgang til svømmeafdelingens Café og klubhus. I Caféen er der mulighed for at vente mens dit barn svømmer eller at opholde sig før og efter din egen svømmetur.

Vi har i Caféen opstillet tre computere til fri afbenyttelse. Der er samtidig også mulighed for fri internetopkobling til din bærbare computer. Derudover har vi et legehjørne med legetøj og spil til børn.

I Caféen er der også mulighed for at købe varme og kolde drikke, snacks og slik.
X